Indledning

Historien om folkedragter, nationaldragter, egnsdragter, eller hvad man nu har kaldt dem, er svær at få hold på. Elementer af dragter kan gå langt tilbage men de fleste egnsdragters historie omhandler en ret kort periode fra engang i 1700-tallet til o. slutningen af 1840-erne, hvor landbrugseksporten voksede, og bønderne begyndte at få rede penge til at købe fabriksfremstillede varer, inkl. stoffer i købstæderne.

Det er karakteristisk, at egnsdragterne holdt sig længst der, hvor landbruget kun spillede en begrænset rolle, fx på Fanø, Rømø, Læsø og Amager. (Andersen, 1960)

Så tidligt som i 1890 skrev forfatteren Vilhelm Bergsøe i forordet til kunstmaleren F.C.Lunds værk "Danske Nationaldragter" om, at allerede omkring 1850´erne var folkedragterne så stærkt på retur, at "de fleste steder måtte dragterne hentes op af bedstemoders dragkiste, og det kneb lidt med at finde en ung smuk pige, som ville lade sig "ugle ud" for at males af "Kjøbenhavneren"". (F.C. Lund). (Hellum, 1985).

Rømødragterne

Det er meget begrænset, hvad vi ved om Rømødragterne fra slutningen af 1700-tallet, hvor de var en del af den daglige klædedragt. Der er ikke skrevet noget ned om det, men heldigvis er der bevaret nogle dragter og dragtdele både på museer og i privateje.

Det meste er meget slidt, repareret og omsyet. Nogle af tingene er syet på maskine, og det betyder, at de er sene – eller omsyet sent – fra efter 1860, hvor symaskinerne begyndte at komme frem.

Traditionen på Rømø var jo, at mændene stod til søs, og kvinderne passede både landbrug, hus og børn. Hvis de ikke selv havde en gård, tog de ind til fastlandet i høsttiden, hvor de var kendt for at være "raske og flittige til at bruge seglen." (Landsforeningen Danske Folkedansere, 1995)

Men husflidsarbejde bidrog også til økonomien. Allerede i Pontoppidans Atlas fra slutningen af 1700-tallet omtales, at pigerne på Rømø kniplede med salg for øje. Og i værket "Nachrichten von Röm" 1824 nævnes det, at der var ca. 40 kvinder på Rømø, der arbejdede med vævning.

Klædedragten

Der er som sagt meget få optegnelser omkring klædedragten på Rømø før 1800-tallet. På nogle af kommandørstenene fra 16/1700-tallet på Rømø Kirkegård ses der kvinder, men disse afbildninger er ikke så detaljerede, at man rigtig kan få en fornemmelse af, hvordan kvindedragten så ud på dette tidspunkt.

Men ser man på dragterne, er der mange lighedspunkter mellem Fanø, Mandø og Rømø, og også med de bevarede dragtdele fra øerne i Vadehavet mod syd, Sild, Føhr og Amrum.

Den eneste detaljerede beretning om Rømødragten er Thade Petersens (1866-1949). Han var født på Kommandørgården. Efter tysk præsteeksamen blev han i 1892 huslærer hos J.N.H. Skrumsager i Københoved, og i 1894 blev han journalist ved avisen Hejmdal. I perioden 1905-40 var han frimenighedspræst i Haderslev.

Han skrev i 1938/39 et manuskript til Det Danske Geografiske Selskab, hvor han omtaler både mands- og kvindedragten på Rømø. Manuskriptet blev ikke udgivet på det tidspunkt, men i 1979 udgav Historisk Samfund for Sønderjylland det i bogen "Rømø". (s. 179-83)

Om mændenes dragt skriver han: "Mændene på Rømø har i mandsminde ikke båret nogen nationaldragt. De har færdedes for meget ude i verden til at kunne fastholde nogen ejendommelighed på dette område." Ellen Andersen skriver (s. 432), at Rømø-mandsdragten lignede hollandsk sømandsdragt. Det kan jo ikke undre! Når mændene gik "til stads" var de iført "Manskettes knæbukser" (knæbukser af Manchesterfløjl) og hvide silkestrømper, skriver hun også!

På Tønder Museum fik vi for fem år siden en gave fra en kvinde i Juvre. Gaven bestod af flere dragter, bl.a. også mandsdragter fra Rømø, som er yderst sjældne, fordi de som regel er slidt op.

En blå silkejakke, formodentlig fra o. år 1800, snittet minder om kejser Napoleons jakker! Derudover er der et sæt bestående af en sort jakke og et par lange sorte bukser i tykt uldstof samt et sæt i lige så tykt ubleget uldstof, hvor bukserne er knæbukser. Det tykke, valkede stof har skullet klare kulden på havet.

Om kvinderne skriver Thade Petersen: "Derimod har kvinderne bevaret deres særegne dragt lige indtil for få år siden. Dog har det nu i langt over en menneskealder kun været enkelte gamle kvinder, der brugte den. Det må nu være omtrent 80 år siden, de unge piger på øen fandt, at den ikke mere klædte dem og derfor ombyttede den med en dragt efter nyeste mode." Sådan skrev Thade Petersen altså i slutningen af 1930´erne, og det betyder, at brugen af Rømødragten iflg. ham er stoppet o. 1860.

Derefter beskriver han, hvad der er forskellen på en Rømødragt og en Fanødragt. Han siger, at Rømødragten har mere "lyse og livlige farver" og "en åbenhed, der trods det svære hjemmevævede tøj, den er syet af, gav den et vist præg af lethed".

Og så gennemgår han de enkelte dragtdele, den røde uldne pi, de halvkugleformede sølvknapper på kjolelivet, og hvor jeg jo altid har syntes, at det var sjovt, at der var flere knapper, end der var knaphuller! Pien var et ærmeløst liv med tilsyet skørt. Denne beklædningsdel hedder andre steder i landet en klokke. Også på de frisiske øer brugte man pier. På Rømø var de af rødt vadmel (groft tykt uldstof) med grønne silkebåndskanter.

Under pien bar kvinden en blomstret eller stribet "kattuntrøje", dvs. en bomuldstrøje.

Kattun kom oprindeligt udelukkende fra Indien, men i 1700-tallet tog fabrikationen et voldsomt opsving i England og i begyndelsen af 1800-tallet ligeledes i Frankrig, især i Alsace. Trykningen foregik ved hjælp af graverede kobbervalser på flerfarvetrykmaskiner.

I begyndelsen var der nok tale om hele trøjer i én slags stof, men i 1800-tallet, hvor det var trange tider, har man nøjedes med at udskifte de dele, der var slidt, og derfor er det blevet almindeligt med ærmer i andet stof, og ligeledes det stykke på brystet, som var synligt under pien.

På de yngste trøjer er dette blevet standard, fra trøjen var ny.

Det var de fine dele af dragten, — dem der blev set. Resten var syet af simplere stof.

Et stort bomuldsforklæde blev båret over dragten, både til hverdag og fest.

Forklæderne er meget lange og brede og dækker skørtet næsten hele vejen rundt. De er oftest af bomuld, tynd uld eller indvirket med silke. Farvemæssigt er de som regel blå eller røde og tit enten stribede eller ternede. De blev samlet bagpå med store graverede sølvhager.

Yderskørterne var heluldne, ofte opkradsede, de har sikkert været varme, men også meget stive at gå med.

De smukke skulder- og hovedtørklæder var ternede, ligesom dem vi kender fra Fanø. De var gerne ca. 1 meter på hver led og var fremstillet af bomuld, silke, eller en blanding, såkaldt halvsilke. Man mener, at de blev købt i Hamborg.

Til hverdag brugte man bomuld og om søndagen var tørklædet af silke. Silketørklæder kunne også være ensfarvede med blomsterbroderi.

Silketørklæder importerede man allerede fra o. 1780erne til o. 1800 fra Altona til hertugdømmerne (Andersen, 15). Samtidig gik omvandrende kræmmere rundt og solgte silkebånd, tørklæder mm., de var dermed også med til at udbrede modenyheder, bl.a. på de store markeder.

På Fanø var hoved- og halsklud ens, mens man på Rømø havde forskellige klude.

Iflg. Ellen Andersen var tørklædet, kaldet "kluden", muligvis af sen oprindelse. Hun fortæller (s. 422), at på Rømø brugte man "issebundet tørklæde", i Ho-Oksby nord for Esbjerg, hagebundet tørklæde, og på Fanø bandt man kluden på flere fantasifulde måder.

Man havde dog også fine huer, — måske især de unge piger? Eller til særligt festlige lejligheder?

Kirkedragten så anderledes ud end hverdagsdragten. Den blev båret oven på pien og var lidt mere "valgfri" både hvad angår stof og farver. Trøjen, der hed et "formak" var med korte skøder og tre stive læg bagpå, som dannede tre piber. Formakken var lukket med store sølvspænder, "hager", oven for var der ofte flere hager, som kun var til pynt!

Sørgedragten var som kirkedragten, men i mørkt stof. Ved begravelser bar man en særlig hat, en slags høj, sort cylinderhat. Thade Petersen mente ikke, at sørgedragten havde været i brug siden o. 1860. Dog var der o. år 1900 måske stadig en snes ældre kvinder, der bar den til begravelser.

Der fandtes ikke en særlig brudedragt. Bruden bare almindelig kirkedragt og så et særligt hovedtøj, en såkaldt "bindike" (Andersen, 86), med brogede perler spejlglas, silkebåndssløjfer, perlesnore og guldkniplinger. Men det var gået i glemmebogen – sikkert allerede i slutningen af 1800-tallet.

Der omtales også et brudesmykke, der hed en "Brudik", som også var forsynet med brogede glasperler, tøjblomster og filigranarbejde. Var det det samme som bindiken??

Men hvad blev der af mange af de gamle dragter, ja, Thade Petersen skriver, at de "desværre allerede (er) kommet i fremmede opkøberes hænder". Altså solgt til antikvitetshandlere! Lige som mange af de hollandske fliser.

Thade Petersen gør opmærksom på, at man kan finde oplysninger om dragterne i skifteprotokoller og auktionsprotokoller. Fra Rømø findes skifter fra første halvdel af 1800-tallet. De viser, at de mest velhavende rømsere har haft meget modepræget tøj til fint brug.

Også fra fastlandet findes der skifter, hvor dragtdele omtales, og der er det interessant, at fra Ballum Birk findes der skifter fra perioden 1719-1759, hvor der omtales både røde pi´er, kattuns og uldne trøjer med sølvknapper og trøjer med sølvhager. Det tyder på, at de dragttyper, der kendes på Rømø i første halvdel af 1800-tallet, allerede blev brugt på fastlandet i 1700-tallet.

Dragtsølvet

Dragtsølvet var jo også en del af påklædningen, både i form af fx knapper, forklædespænder, hager, skospænder og hovedvandsæg.

Størsteparten af de bevarede knapper fra Rømø er fra 1700-tallet. Mange af dem bærer mestermærker, og mestrene har først og fremmest været mestre fra Tønder, men der er også et par mestre fra både Ballum og Skærbæk.

Vedligeholdelse af dragterne

(Fra "Kvindedragter fra Rømø ca. 1800-1860". Landsforeningen Danske Folkedansere, 1995)

Det anbefales, at man ikke sender gamle dragter til kemisk rensning, men derimod lufter dem og børster dem.

Trænger uldne ting til at blive presset op, lægger man et vådt stykke lærred på stoffet og presser, men ikke for længe, for så kan det naturlige fedtstof i ulden lave en skjold. Ved dampstrygejern lægger man et tyndt stykke tørt lærred over stoffet.

Stoffer af uld og silke (animalske fibre) må vaskes i håndvarmt vand, som blødgøres med soda og tilsættes sæbespåner. Skyllevandet skal have samme temperatur som vaskevandet. Først hold skyllevand skal tilsættes soda, 2. hold tilsættes eddike, som gør farverne klare.

Uldne ting som har været vasket meget, og derved har mistet sit fedtstof, kan få nyt liv ved, at man undlader at skylle sæbespånevandet ud eller kun skyller let.

Stoffer af hør og bomuld (plantefibre) kan vaskes i syntetiske vaskemidler, men kun ved temperaturer op til 60 grader. Trykte bomuldsstoffer skal vaskes i hånden.

Hør kan vaskes i vaskemaskine, men uden skyllemiddel og ingen tumbling!

Vask under alle omstændigheder kun, hvis det er strengt nødvendigt!

Opbevar tekstilerne tørt, køligt (16-17 grader) og mørkt, pakket ind i syrefrit papir (silkepapir) for at undgå fugt/skimmelsvamp og møl.

Hvis tekstilerne er meget møre, er det bedre at bevare dem med støv og snavs end at fare for hårdt frem!

Referencer

  • Ellen Andersen: "Danske bønders klædedragt". 1960
  • Feyhan Hellum: Speciale fra Skals Håndarbejdsskoles seminarium. 1985
  • Historisk Samfund for Sønderjylland: "Rømø". 1979
  • Landsforeningen Danske Folkedansere: "Kvindedragter fra Rømø ca. 1800-1860". 1995